Økonomisk vold / Økonomisk kontrol
Økonomisk vold er en form for vold, hvor personer bliver frataget retten til at styre deres egen økonomi (Lev uden Vold 2018).
Økonomisk vold kan foregå på flere måder, såsom at blive nægtet adgang til egen bankkonto, at blive frataget sin løn, at blive tvunget til gældsættelse og/eller at skulle afholde udgifter for andre i familien/den udvidede familie.
Erfaringerne fra RED Center viser at særligt kvinder, oplever at blive udnyttet økonomisk af familien eller af netværket. Der er eksempler på kvinder, der sidder med en stor gæld, fordi familien f.eks. har optaget kviklån i deres navn, købt en bil mv.
Kvinfo har publiceret en undersøgelse udført af organisationen Sapari, med udgangspunkt i kvinder i Georgien. Her defineres økonomisk vold som “handlinger, der begrænser, kontrollerer og udnytter kvinders økonomiske ressourcer og potentiale”. Undersøgelsen viser, at halvdelen af dem, der har svaret, har oplevet at blive afpresset af deres tidligere partner. Her har formålet har været at fratage dem deres økonomiske selvstændighed.
Den økonomiske vold kan således have mange forskellige former og formål. RED Rådgivning beskæftiger sig med æresrelaterede konflikter og har således indblik i æresmotiveret økonomisk vold. Herfra viser erfaringer, at den økonomiske vold af og til anvendes som en form for straf. I alle tilfælde er den økonomiske vold et middel, der konflikter med den voldsudsattes ret til selvbestemmelse over eget liv.
Få hjælp og vejledning
Red Center hjælper unge og andre i æresrelaterede konflikter via rådgivning og støtte. Du kan til enhver tid kontakte RED rådgivning. Vores rådgivere er specialiserede i æresmotiveret vold og kontrol. Du kan ringe anonymt via vores døgnåbne hotline: 70 27 76 66. Du kan også skrive via brevkasse eller via vores anonyme chat.
Hvis du er ung og udsat for æresmotiveret vold og kontrol kan du få mere viden via red-reach.dk.