Myter og fakta om kønskransen (mødommen)
Hos RED Rådgivning har vi mange års erfaring med at rådgive i spørgsmål om køn og seksualitet. Her har vi samlet nogle af de mødomsmyter, vi møder i rådgivningen med det formål at aflive myterne en efter en, så du kan blive klogere på fakta.
I RED Rådgivning bruger vi ordet kønskransen i stedet for mødom. Det gør vi, fordi kvinder ikke er lukket for neden og ikke har en hinde, som kan brydes ved første samleje. Kvinder har derimod en kønskrans.
Myte 1
MYTE: Kvinder har en lukket hinde, der sprænger første gang, de har sex eller, som kan sprænge, hvis man f.eks. onanerer eller dyrker sport.
”Jeg er jomfru, da jeg ikke har haft sex. Men jeg er i tvivl om, min jomfruhinde er bristet, da jeg har onaneret lidt.”
– Pige 16 år
FAKTA: Kvinder har ikke en lukket hinde, der sprænger første gang, de har sex. Derfor kan hinden heller ikke sprænge ved onani eller sport, for den findes ikke. Kvinder har derimod en kønskrans, som er en elastisk krans bestående af væv og slimhindefolder. Det er en åben krans, således at menstruationsblod, udflåd og lignende kan forlade kroppen.
Kønskransens udseende er forskellig fra kvinde til kvinde. Hos nogle er åbningen formet som en halvmåne, hos nogle er der to lige store åbninger og hos andre er åbningen langs kanten af skedevæggen. Der er utallige måder, den kan se ud på – ligesom læber i ansigtet ser forskellige ud fra person til person.
Myte 2
MYTE: Kvinder bløder altid første gang, de har sex.
”Jeg har haft sex før ægteskabet. Jeg skal giftes om et års tid med en vidunderlig fyr. Han ved ikke, at jeg ikke er jomfru. Jeg vil gerne sikre mig, at jeg bløder på bryllupsnatten.”
– Kvinde 21 år
FAKTA: Det er faktisk under halvdelen af alle kvinder, der bløder første gang, de har sex. De kvinder, som rent faktisk bløder, kan bløde af flere årsager. Blødning kan f.eks. skyldes små rifter i skeden.
Myte 3
MYTE: Mænd kan mærke om, en kvinde er jomfru eller ej.
Jeg har haft samleje med min fyr i går. Nu er jeg bekymret for, om min kommende mand vil kunne mærke eller se, at jeg ikke er jomfru?
– Pige 17 år
FAKTA: Ingen mand er i stand til at vurdere, om en kvinde er jomfru eller ej. Blødning eller følelsen af, hvor stram en kvinde opleves under sex, er ikke tegn på jomfruelighed. Kun nogle kvinder bløder i forbindelse med deres første samleje, og hvor stram en kvinde føles under sex afhænger af mange faktorer, blandt andet hvor afslappet kvinden er under samlejet og størrelsen på mandens penis.
Myte 4
MYTE: En gynækolog eller en læge kan se om, en kvinde er jomfru.
Jeg er ikke jomfru. Men min nuværende forlovede skal helst ikke vide det – og nu vil han gerne have mig til lægen og få tjekket, om jeg er jomfru.
– Kvinde 19 år
FAKTA: En læge eller en gynækolog kan ikke se, om en kvinde har haft sex blot ved at kigge op i hendes underliv. Kønskransen ser forskellig ud fra kvinde til kvinde. En kvinde med små og få dele i kønskransen kan meget vel være jomfru, og en kvinde med en lille cirkulær åbning i en blød hormonpåvirket kønskrans kan meget vel have haft samleje flere gange. Det kan godt være, at åbningen ved skeden ændrer sig lidt efter sex, men det er forskelligt fra kvinde til kvinde.
Myte 5
MYTE: En kunstig mødomsoperation er en garanti for blod på bryllupsnatten.
Jeg er ikke jomfru og har overvejet at få lavet en operation for at genskabe min jomfruhinde. Men jeg er bekymret for, om jeg kan være sikker på at bløde, hvis jeg får lavet en operation?
– Kvinde, 21 år
FAKTA: Nogle kvinder kan være så bange for de konsekvenser, det kan have, hvis de ikke bløder, når de har sex på bryllupsnatten, at de får lavet en operation. Men en operation er hverken garanti for blod på bryllupsnatten, eller at kvinden vil føles mere stram. Derudover er der altid en risiko ved kirurgiske indgreb. Det gælder således også ved en operation af en kunstig hinde.
Endvidere er det vigtig at vide, at det siden juli 2019 har været forbudt for læger og gynækologer i Danmark at udføre operationer, der har til formål at skabe en kunstig jomfruhinde jf. autorisationsloven § 72 a.
Hvordan skal jeg så bevise, at jeg er jomfru?
Hvis du har læst alle myter og fakta, så sidder du måske tilbage med det her spørgsmål:
– Hvordan skal jeg så bevise, at jeg er jomfru?
Svaret er, at både din mand og din familie er nødt til at stole på, at når du siger, at du er jomfru, så er du jomfru. Der er ingen andre måder at bevise det på.
Vi ved, at myter er svære at aflive, og at det vil tage lang tid at ændre kulturen omkring mødomsmyten. Har du brug for at snakke med nogen, så kan du altid ringe og få anonym rådgivning på tlf. 70 27 76 66.
Du kan også skrive til vores anonyme chat eller brevkasse.
Hvis du vil vide mere:
- ”Mødommen” af retsmediciner Jørgen Lange Thomsen og jordemoder Gry Stevens Senderovitz
- ”Glæden med skeden” af Nina Brochmann og Ellen Støkken Dahl
- Se Nina Brochmanns og Ellen Støkken Dahls TED Talk “The virginity fraud” her: