Hotline, ring til os anonymt tlf. 70 27 76 66

Rådgivning til forældre

RED Rådgivning tilbyder rådgivning til forældre. Vi kalder vores forældrerådgivning Forældre mellem Kulturer, og her kan du få gratis og anonym rådgivning.

Forældre mellem kulturer er en del af RED Rådgivning, som er en uafhængig  organisation og er ikke tilknyttet kommunen. Vores rådgivning er målrettet forældre, der opdrager børn mellem kulturer.  Vi tager udgangspunkt i, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Men det er forskelligt, hvad vi synes, der er det bedste for vores børn.

At være forældre er udfordrende – og det kan være ekstra udfordrende, hvis ens børn vokser op i et nyt land med anderledes normer og værdier for forældreskab og ungdomsliv end der, hvor man selv kommer fra eller har rødder. Man kan som forældre være presset af forventninger fra ens egen familie, bagland og netværk og samtidig er der forventninger fra det danske samfund om, hvordan man skal opdrage sit barn.

Vi ved, at det kan være svært at række ud efter hjælp og fortælle om sine problemer til fremmede. Men vores erfaring er, at det kan være en stor lettelse at få vendt sine bekymringer og tanker med nogen, der ikke kender én privat.

Vores rådgivere har tavshedspligt og er uddannede socialrådgivere med viden om forskellige kulturer, migration og dets betydning for familielivet.

Det er muligt at få både telefonisk og personlig rådgivning samt familiesamtaler. Du kan også skrive til vores anonyme brevkasse. Hvis du ønsker det, kan vi benytte telefontolk til samtalerne.

Forældre mellem Kulturer træffes på telefon 70 27 03 66 / alle hverdage kl. 9-15 og torsdag 9 -21.

Læs mere her: mellemkulturer.dk. Foruden dansk har siden indhold på urdu, arabisk, tyrkisk, somali og persisk.

Anonym hotline +45 70 27 76 66