”Jeg har mistet min mødom i en ung alder. Jeg er forlovet, men jeg kan ikke fortælle min kommende mand, at jeg ikke er jomfru. Han vil aldrig acceptere det og gå fra mig. Hvor kan jeg få en ny mødom?” – Kvinde 23 år
Mødomsmyten
Er du nervøs for, at din familie skal finde ud af, at du ikke er jomfru? Eller er du bange for, at din kommende mand ikke vil tro på, at du er jomfru, hvis du ikke bløder på jeres bryllupsnat?
I RED Rådgivning taler vi ofte med unge kvinder, der er bange for at de har sprunget deres hinde ved et uheld, eller bekymrede fordi de ikke længere er jomfruer.
Men det er en myte, at kvinder har en jomfruhinde, der sprænger første gang, de har samleje. En myte er en historie, der er blevet fortalt fra generation til generation, men som ikke er sand. Mødomsmyten har overlevet i mange generationer, og er derfor en stærk myte – men den er ikke rigtig.
Kønskrans
Fordi det blot er en myte, at kvinder er født med en hinde, der lukker af forneden, bruger vi ikke ordet ”mødom” I RED Rådgivning. Vi bruger i stedet ordet KØNSKRANSEN. Kønskransen er en elastisk krans, som består af væv og slimhindefolder, og som kan se meget forskellig ud. Hvis en kvinde bløder ved sex, kan årsagen være en rift i underlivet eller en infektion. Men ikke engang læger eller gynækologer kan se eller mærke på en kvindes underliv, om hun er jomfru.
Du kan finde mere fakta om kønskransen her
Se video med viden om kønskransen her:
Vi ved, at det kan være svært for dig at overbevise din familie eller din kommende mand om, at kvinder ikke har en aflukket hinde, som betyder at de bløder første gang, de har samleje. Det tager tid at aflive mødomsmyten, fordi så mange er vokset op med at tro på den. Og det er ikke tilfældigt, at denne myte har overlevet så længe. Både historisk og i dag er myten et redskab til at styre kvinder og deres seksualitet. Nogle kvinder er endda vokset op med troen på, at der er lighedstegn mellem deres status som jomfru og deres værdi som menneske.
Se Memox video om mødomsmyten nedenfor:
Nina Dølvik Brochmann & Ellen Støkken Dahl forklarer myten om mødommen, og hvordan det egentlig hænger sammen med “The Wonder Down Under“.
Se deres TED talk her:
Kontakt os for rådgivning
Sex og jomfruelighed er tabubelagte emner, som kan være svære at tale om. Ligesom det kan være vanskeligt at få klare svar på, hvad der er sandt og falsk.
Hvis du har spørgsmål til mødomsmyten eller lignende, kan du altid ringe til vores anonyme hotline døgnet rundt alle ugens dage på 70 27 76 66.
Du kan også skrive til vores anonyme chat eller brevkasse.