Hotline, ring til os anonymt tlf. 70 27 76 66

Religiøse vielser

Der kan være mange grunde til at indgå et religiøst ægteskab. Nogle ønsker selv at blive religiøst viet, fordi det er vigtigt for deres egen skyld – for andre sker det på grund af et pres fra familie eller netværk. For mange har den religiøse vielse en større betydning end en borgerlig vielse på rådhuset.

Religiøse vielser uden borgerlig gyldighed er en religiøs handling, der efter dansk ret ikke har juridisk gyldighed. Afhængig af den konkrete trosretning kan en religiøs vielse foretaget i udlandet godt være gyldig i visse andre lande, men vielsen er ikke gyldig i Danmark.

Nogle par vælger ud over den religiøse vielse at indgå et borgerligt ægteskab eksempelvis på rådhuset. Rent juridisk er det den borgerlige vielse, der er gyldig.

Skilsmisse

Alle har ret til at blive juridisk skilt, hvis de ønsker det. I et religiøst ægteskab kan kvinden dog opleve, at hun ikke nødvendigvis har samme ret til skilsmisse, som manden har. For nogle kvinder betyder dette, at de er afhængige af, at deres mand accepterer deres ønske om skilsmisse, før det kan blive til virkelighed. Problemerne opstår, når manden modsætter sig kvindens ønske og fastholder hende i ægteskabet mod hendes vilje.

Kvinden kan forsøge at få opbakning fra familien, som i nogle tilfælde kan tale med hendes mand, og få ham til at gå med til en skilsmisse. Andre gange er det netop familien, der presser på, for at hun skal blive i ægteskabet for at opretholde et omdømme.

Livet efter en skilsmisse kan for disse kvinder være præget af, at alles øjne hviler på dem – der kan være sladder og social kontrol. Hun kan opleve ensomhed, fordi familien har udstødt hende, og nogle oplever, at manden presser på, for at genetablere et forhold.

Kendskab til rettigheder

Der kan være langt fra at være sikret via dansk og international lovgivning til faktisk at nyde godt af den retssikkerhed, der følger med. På grund af familiens indflydelse og det kollektive pres, mange kvinder oplever, er det ikke altid muligt at kræve skilsmisse. Nogle kvinder er heller ikke selv klar over, hvilke rettigheder de reelt har i forhold til dansk lovgivning.

Derfor er det vigtigt, at kvinderne bliver oplyst om rettigheder, får hjælp til at afdække deres handlemuligheder og blive støttet i at afklare konsekvenserne af de valg, de træffer. På den måde bliver kvinderne klædt på til at tage beslutninger ud fra en nuanceret vifte af muligheder, når de skal træffe et valg.

Anonym hotline +45 70 27 76 66