Hotline, ring til os anonymt tlf. 70 27 76 66

Fakta om mødommen

Der er mange myter og stor uvidenhed om mødommen. Her kan du som fagperson få faktuel viden om mødommen.

Mødommen er ikke en lukket hinde

Mødommen er ikke, som mange tror, en ubrudt hinde som blokerer indgangen til skeden, og som sprænger ved første samleje. Mødommen – eller kønskransen – er derimod en cirkelformet elastisk slimhinde, der ligger som en krans rundt om indgangen til skeden, og som kvinder har hele livet. Der er allerede hul, så menstruationsblodet kan komme ud.

De fleste kvinder bløder ikke ved første samleje

Forskning viser, at det er under halvdelen af alle kvinder, der bløder ved første samleje. Det er således en myte, at alle kvinder bløder første gang, de har sex [1].

De kvinder, der rent faktisk bløder første gang de har sex, kan bløde af flere årsager. Slimhinden er elastisk, men der kan godt opstå rifter i den, som medfører en blødning. Der kan også opstå en blødning ved, at et lille blodkar sprænger i skeden.

Jo ældre man er, jo længere tid har slimhinden været påvirket af det kvindelige kønshormon, og jo mere elastisk bliver slimhinden. Det betyder, at sandsynligheden for blod ved første samleje bliver mindre med alderen. Før i tiden, da nogle piger blev gift i en meget ung alder, var det derfor mere almindeligt at bløde. Da de fleste er over den første teenagealder, når de bliver gift, bør man ikke forvente en blødning [2].

Man kan hverken se eller mærke om en kvinde er jomfru

Ligesom den ubrudte mødomshinde er en myte, er det også en myte, at en mand kan se eller mærke, om en kvinde er jomfru. Hellere ikke en gynækolog kan se eller mærke, om en kvinde tidligere har haft samleje.

’Mødomsrekonstruktion’

I Danmark udføres såkaldte ’mødomsrekonstruktioner’ på forskellige privatpraktiserende gynækologiske klinikker rundt om i landet. En mødomsoperation er en operation, hvor skeden indsnævres med et par sting. Forventningen er, at stingene springer op næste gang, man har sex, og at dette vil sikre en blødning.

En operation er imidlertid ingen garanti for blødning, og mange bløder ikke selv efter denne type operationer. Et kirurgisk indgreb indebærer i øvrigt altid risici i form af eksempelvis infektion, følgevirkninger af bedøvelsen, dårlig sårheling, blodansamlinger og ar.

Problemerne fortsætter efter bryllupsnatten

Når kvinder finder løsninger på at skaffe blod på bryllupslagenet, så holdes der liv i myten om, at alle jomfruer bløder første gang de har samleje. Presset, forventningerne og forestillingen om den unge, uberørte brud opretholdes.

Hvis den unge kvinde oplever et pres hjemmefra med traditioner og store forventninger, så ændres det ikke af, at der er blod på bryllupslagenet, eller af at hun får en operation.

Vælger kvinden en operation eller at skaffe blod på bryllupslagenet på anden måde, så vælger hun samtidig at sige til sin familie og kommende mand, at hun lever op til deres forventninger. Kvinden risikerer, at presset og forventningerne fortsætter i ægteskabet.

Vi kan hjælpe

En ung kvinde, der overvejer en mødomsoperation, skal have hjælp og støtte. Tal med den unge og fortæl, at hun anonymt både kan skrive til vores brevkasse eller ringe til vores hotline: 70 27 76 66.

[1] Cook, R.J. og Dickens, B.M. (2009): “Hymen reconstruction: Ethical and legal issues” i: International Journal of Gynecology & Obstetrics, 2009:107.
Fabricius, S.W (2018) Når ære er på spil: – En metodebog om æresrelaterede konflikter i Danmark

[2] Fabricius, S.W (2018) Når ære er på spil: – En metodebog om æresrelaterede konflikter i Danmark

Anonym hotline +45 70 27 76 66