Fatima og Rasmus’ historie

Denne historie er baseret på et interview med ”Fatima” og ”Rasmus” – et par, der bor på RED Safehouse. Enkelte detaljer i historien er udeladt eller ændret for at beskytte parrets anonymitet.

Fatima og Rasmus er 24 og 27 år. De er flygtet til RED Safehouse, fordi Fatimas familie ikke vil have, at hun er sammen med en etnisk dansker. Parret har boet på RED Safehouse i omkring en måned.

Fatima er født og opvokset i Danmark, mens hendes forældre er flygtninge fra Tyrkiet. Oplevelserne i Tyrkiet har traumatiseret Fatimas far voldsomt, og traumerne gjorde hans humør meget omskifteligt – det ene øjeblik måtte Fatima godt tage ud med sine veninder, og det næste måtte hun ikke. Uanset om hun gjorde, som der blev sagt eller ej, endte det som regel med, at hun blev slået. Også Fatimas mor og storebror blev slået, og volden i hjemmet gennemsyrede Fatimas barndom.

Fatima tror selv, at volden og det irrationelle kontrolbehov i hjemmet hang sammen med forældrenes følelse af ikke at have kontrol over deres eget liv, og deres frygt for de ting, de ikke forstod eller kendte til:

De gav aldrig nogen decideret begrundelse for hvorfor, jeg ikke måtte
ting. Det var bare: FORDI. DERFOR.

Mens Fatima følte en tydelig kontrast mellem sin egen familiebaggrund og den almindelige hverdag, som hun så hos sine klassekammerater i skolen, havde Fatimas storebror det meget anderledes:

Han synes, det er meget normalt, at man har voldelige konflikter

Fatima gjorde i skjul oprør mod mange af forældrenes regler, og hun levede på den måde et dobbeltliv. Hun blev god til at skjule, hvad hun egentligt lavede:

Jeg definerede helt klart mig selv som en mønsterbryder. For hvad var
alternativet? Et liv som min bror og mine forældre?

Fatima mødte Rasmus, og de blev kærester. I starten holdt Fatima og Rasmus deres forhold skjult. Når de var ude sammen, kunne de ikke kramme eller holde i hånd, for de var nervøse for, hvad der ville ske, hvis de blev set af nogen, der kendte Fatimas familie. Om så det bare var én, der engang havde gået i klasse med hendes storebror. Fatima fortæller, at familien boede i et område med mange indvandrerfamilier, hvor sladderen konstant gik. Så det var svært at holde det skjult.

Efter noget tid valgte Fatima og Rasmus dog selv at fortælle Fatimas familie om forholdet – de havde besluttet at gifte sig og ville gerne have familien med i det, selvom Fatima vidste, at de nok ikke ville tage det pænt:

Den, der reagerede mest voldsomt, var faktisk min mor. Min mor
mente, at alle deres problemer ville ordne sig, hvis bare jeg blev gift
ved et stort bryllup med én fra en passende familie. Og den drøm gik
jo ligesom i stykker.

Efter den første konfrontation gik der noget tid, hvor familien prøvede at ignorere Fatimas beslutning:

De troede nok, at nu havde de rigtigt skældt mig ud og slået mig, og
så ville jeg glemme alt om ham.

Men da Fatima havde pakket sine sidste ting og flyttede, kom situationen ud af kontrol. Fatimas forældre og hendes storebror ringede og skrev og overfusede både hende og Rasmus med trusler på livet.

Fatima oplevede det sådan, at hendes forældre var bange for, at det i andres øjne ville være skamfuldt for familien, hvis Fatima giftede sig med en etnisk dansker:

Hvis vi var i det moderne Tyrkiet, som det er blevet i dag, så ville de
her problemer slet ikke være lige så store. Men det er fordi mine
forældre kommer fra en tid i Tyrkiet, hvor hvor der gjaldt nogle helt
andre traditioner og værdier, der er fulgt med dem, og de har ikke
ændret sig i al den tid der er gået, fordi de har boet i det her
indelukkede indvandrermiljø i Danmark.

Da det hele brød løs, ringede Rasmus til Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, som han havde hørt om i forvejen. De bad ham ringe til politiet, og herigennem blev Rasmus og Fatima henvist til RED Safehouse. De tilbragte fire dage i skjul forskellige steder, før de kunne komme på RED Safehouse, og i al den tid var de meget bange. Da de endelig kom på RED Safehouse, var det en kæmpe lettelse.

Det har været en stor tryghed at vide, at dem, der er her, kan hjælpe
os, fordi de har set det hele før. – Rasmus, 27 år

Fatima og Rasmus fortæller om RED Safehouse:

Skudsikre vinduer, topsikret sted og adgangskoder over det hele. Og
socialrådgivere, pædagoger, psykologhjælp – hele pakken er der bare.
Det er det bedste, der nogensinde kunne ske for personer i sådan en
situation, som vi er i. -Fatima 24 år

Da jeg så stedet første gang, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi
forestillet mig, at hér ville der ligge et krisecenter. Jeg plejer at
opdigte historier med, at det er ude på en øde ø, eller at vi lever under
jorden i en bunker fra første verdenskrig, fordi det er helt umuligt at
forestille sig, hvor det her ligger. – Rasmus, 27 år

Fatima og Rasmus oplever, at den pressede situation, de er i lige nu, sommetider slider på deres forhold, men psykologerne og personalet på RED Safehouse hjælper dem:

Mens vi har været her, har vi fundet ud af, at der ikke er noget af det,
som vi føler eller tænker eller gør, som andre i vores situation ikke
har tænkt eller følt eller gjort. Det har været en stor tryghed at vide, at
dem, der er her, kan hjælpe os, fordi de har set det hele før.

Generelt er Fatima og Rasmus meget glade for personalet på RED Safehouse:

Der er lidt en familiedynamik, men stadigvæk er tingene professionelle,
og man ved, at de mennesker der er her, de har styr på deres shit.

Omkring forholdet til de andre beboere fortæller Fatima og Rasmus, at man hurtigt knytter bånd, fordi man er i samme situation, men at der samtidig er forståelse og accept omkring, hvis man ikke har lyst til at åbne sig 100 % op.

Både Rasmus og Fatima har haft mulighed for at fortsætte deres studier, og selvom dét at træde uden for RED Safehouse selvfølgelig indebærer en vis risiko, hjælper RED Safehouse dem med at føle sig sikre. De kan hele tiden komme direkte i kontakt med RED Safehouse eller politiet, og hvis de er væk i længere tid end planlagt, bliver de ringet op, og de bliver kørt ud til steder, hvis det vurderes at være for usikkert for dem at tage afsted på egen hånd:

Vi kan stadigvæk leve et relativt normalt liv og samtidig vide, at der
er nogen, der tager sig af os og passer på os.

Fatima og Rasmus er ikke i tvivl om, hvad de vil sige til andre unge i samme situation som dem selv:

De skal vide, at de er sikre her, og at de kan få hjælp med det samme.
Og hvis man er et par, kan man bo sammen – og få hjælp til at finde ud
af at bo sammen, hvis man har brug for det.

Fatima og Rasmus’ håb for fremtiden er, at de snart kan flytte i egen lejlighed, og begynde at skabe sig en familie uden at skulle føle sig bange eller usikre:

Den drøm er sat på pause lige nu. Men det skal nok ske.

Fatimas familie er blevet oplyst om, at Fatima frivilligt har skjult sig på et opholdscenter, og at de ikke kan komme i kontakt med hende.