Hotline, ring til os anonymt tlf. 70 27 76 66

“Jeg må ikke gå klædt, som jeg vil, jeg skal være hjemme senest kl. 19:00, jeg må ikke have drengevenner, og jeg må slet ikke have en kæreste. Jeg har flere gange prøvet at snakke med mine forældre om det. Men de er ligeglade. Jeg ved ikke hvor længe, jeg kan klare det. Jeg føler, at jeg sidder fast mellem frihed eller min familie.”

– Pige, 16 år

Negativ social kontrol

Er du i tvivl om, hvad negativ social kontrol egentlig er, eller hvorvidt du er udsat for negativ social kontrol?

Negativ social kontrol i æresrelaterede konflikter betyder, at din familie eller andre undertrykker eller begrænser dine valg og handlinger i en sådan grad, at det går ud over din personlige udvikling og muligheden for at leve dit liv.

Du kan være udsat for negativ social kontrol, hvis du oplever én eller flere af følgende ting:

  • Du bliver overvåget, din mobil eller mail bliver tjekket.
  • Du skal komme lige hjem efter skole eller arbejde, og du må ikke deltage i fritidsaktiviteter
  • Du bestemmer ikke selv, om du vil giftes, eller hvem du skal giftes med
  • Du forhindres i at deltage i nogle typer af skoleaktiviteter og undervisning f.eks. lejrskole, idræt eller seksualundervisning
  • Du bestemmer ikke selv, hvilke venner du vil have
  • Din familie bestemmer, at du skal gå klædt på en bestemt måde
  • Dine søskende bliver opfordret til at holde øje med dig udenfor hjemmet
  • Du bliver udsat for fysisk eller psykisk vold eller trusler

Måske siger din familie, at det er for dit eget bedste, at de bare passer på dig, eller at de vil forhindre, at andre familier sladrer eller taler grimt om dig. Negativ social kontrol hænger ofte sammen med, at forældre er bange for, at det vil skade familiens ære, hvis et barn eller ung ikke opfører sig ’ordentligt’.

Negativ social kontrol kan skyldes familiens frygt for rygter og sladder, men det kan også skyldes, at dine forældre ikke ved, hvad det vil sige at være på lejrskole, gå i klub eller til fritidsaktiviteter osv.

Som barn og ung har man rettigheder i Danmark. Bliver du forhindret i at have et almindeligt ungdomsliv, kan der være tale om et brud på FN’s Børnekonvention og de rettigheder, børn og unge har i Danmark. Du kan læse mere om dine rettigheder her.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er udsat for negativ social kontrol eller ved, at du er det, kan du altid ringe til vores hotline anonymt døgnet rundt alle ugens dage på 70 27 76 66.

Du kan også skrive til vores anonyme brevkasse.

Du kan læse meget mere om forskellige typer af æresrelaterede konflikter på vores hjemmeside.

Anonym hotline +45 70 27 76 66