Hotline, ring til os anonymt tlf. 70 27 76 66

Female Genital Mutilation

Er du blevet udsat for omskæring? Eller er du bekymret for, at det kan ske for dig eller en, du kender?

Kvindelig omskæring er en ændring eller fjernelse af ydre kvindelige kønsorganer uden, at der er en medicinsk årsag. Kvindelig omskæring kaldes også Female Genital Mutilation (FMG) og er i nogle lande meget udbredt. Men nogle piger og kvinder ved slet ikke, om de er omskårede eller ej. Måske mærker du, at noget er anderledes.

Fysiske og psykiske konsekvenser

Omskæringen kan have fysiske og psykiske konsekvenser. F.eks. er det ikke ualmindeligt, at omskårne kvinder oplever blødningsbesvær, smerter, problemer ved sex og andre fysiske eftervirkninger. Udføres omskæringen ikke under ordentlige forhold, kan det i værste tilfælde have fatale følger.

De psykiske konsekvenser kan være traumer og andre gener i form af uro, angst og dårlig selvværdsfølelse. Nogle får identifikationsproblemer, fordi de ved, at de er anderledes end andre kvinder. Nogle kan også få tilknytningsproblemer, fordi de er blevet svigtet af deres nærmeste.

Anonyme samtaler

Omskæring kan være svært at tale om, fordi det kan være tabuiseret og føles meget intimt. Vores rådgivere er professionelle og har meget erfaring med emnet. Du kan tale med dem helt anonymt.

Hvis du mærker fysiske og psykiske konsekvenser af at være omskåret, eller hvis du kender en, der skal omskæres – så kan du ringe anonymt til hotlinen på 70 27 76 66 døgnet rundt alle ugens dage eller skrive til vores brevkasse.

Lovgivning

Internationalt arbejder mange for at afskaffe kvindelig omskæring. Blandt andet ud fra principperne om, at alle har ret til at bestemme over deres egen krop, og at alle skal have bedst mulig fysisk og mental sundhed.

Kvindelig omskæring betragtes som et brud på de globalt anerkendte menneskerettigheder. I Danmark er omskæring af piger og kvinder strafbart. Hvis du har oplysninger om, at en omskæring af en ung pige skal finde sted, har du pligt til at infomere myndighederne.

Også i mange andre lande, herunder afrikanske, er omskæring af piger forbudt. Men i praksis bliver forældrene eller den, der har udført operationen, sjældent straffet.

Anonym hotline +45 70 27 76 66